Fremtidige Arrangementer

Visse arrangementer er årligt tilbagevendende. Det gælder:

Fastelavn, hvor der fastelavnssøndag afholdes tøndeslagning for børnene hos den børnefamilie, der stiller sig til rådighed. Foreningen dækker udgifterne til tønde, slik, kat, boller, chokolade m.v.

Broopsætningen, der normalt finder sted i april efter nærmere opslag. Endvidere vil der være "forårsrengøring" af strand og fællesarealet. Foreningen byder på morgenbrød og en lille en til ganen, der serveres på fællesarealet. Kaffe og kaffekopper medbringes selv.

Valborgsaften d. 30.april, hvor  der brændes bål på stranden fra kl. 20.00. Der uddeles slikposer til børnene, og der er også noget til de voksne. 

Sct. Hans-aften d. 23. juni, hvor vejens beboere og gæster kl. 20.00 samles for enden af vejen og i procession går de 550 m ned til stranden bærende på fakler og  en udstoppet heks, som fingerfærdige beboere har flikket sammen til hendes korte levetid. Bålet antændes, der uddeles slik og drikkevarer, og vi afsynger i kor Sct. Hans - visen.

Generalforsamlingen den 4. lørdag i august kl. 14.00 i et telt på vendepladsen. Også her er foreningen vært for drikkevarerne.

Vejfesten afholdes samme aften i det opstillede telt.  Vejforeningen betaler telt-, musikleje og velkomstdrink. Deltagere betaler et af bestyrelsen fastsat beløb, så spisningen stort set hviler i sig selv. Man skal selv medbringe service, bestik og drikkevarer. Under vejfesten satses der på nogle små (og forhåbentlig muntre) indslag, og den evigt vandrende fortjenstpokal (årets "vejmand") overrækkes en person fra vejen, der i årets løb har gjort sig bemærket udover det sædvanlige.

Bronedtagningen foregår efter nærmere opslag i efteråret, normalt oktober. Også ved denne lejlighed er der brug for beboere, der kan føre en skovl eller en hækkesaks, da strand og fællesareal "rengøres" som om foråret. Traktementet fra foreningen svarer til forårets, og humøret er altid, uanset vejret, højt.

Iøvrigt vil alle arrangementer fremgå af kalenderen.

Billeder fra begivenhederne kan evt. ses under de historiske arrangementer.