Vejens historie går over 100 år tilbage, selv om det først var i 1929 at vejen fik sit nuværende navn, efter at Prins Knud havde givet sin tilladelse til, at vejen kunne opkaldes efter ham. Nedennævnte historiske sammendrag er hentet fra de skrevne kilder, det var muligt at finde. Ikke mindst den gamle vejprotokol har været et væsentligt bidrag. Forrest i protokollen findes det kort fra Prins Knud, hvor han i 1929 giver sin tilladelse til, at vejen opkaldes efter ham.
Området, der nu består af Prins Knuds Vej med bebyggelse, var oprindelig udlagt som en del af den lovpligtige jordfordeling omkring landsbyen Vejlby. Vejlby var mest beboet af bønder, der ikke var særligt interesserede i deres jorder på Fedet, idet området var lavtliggende, goldt og sandet. I begyndelsen af 1800- tallet begyndte de at sælge disse områder fra deres i øvrigt frugtbare lodder. Køberne var husmænd, kreaturhandlere og fiskere. Området vedblev dog at være øde og uinteressant bortset fra nogle græssende køer. Befolkningstallet ved folketællingen i 1845 var heller ikke noget at prale af. I alt 805 beboere i hele Vejlby Sogn. Som det ses på matrikelkortet tilhørte lod nr. 8 på dette tidspunkt en Chresten Jensen. Selv om området var nok så øde, blev det dog gennemskåret af en vej - Adelvej - der fulgte kystlinien blot 100 m fra vandkanten og gik til Egå. Den var dog på de tider for farlig at bevæge sig ad, dels på grund af overfald fra de såkaldte “Vejlby-bøller”, dels pga. mange skræntudskridninger, så byfogden anbefalede vejen vest om Riisskoven mod Vejlby(den senere Grenåvej) og ned ad det, der nu er Fortevej, hvis man ville ud til vandet. Den første bebyggelse på Fedet var “Dåreanstalten” (Psykiatrisk Hospital) der blev opført 1849-51. Stedet blev valgt på grund af den isolerede beliggenhed. men i virkeligheden var det Hospitalet der brød Fedets isolation, idet anlæggelsen af bedre adgangsveje til hospitalets store grund gjorde området mere attraktivt. Samtidig opstod der en besynderlig dominoeffekt. Bønderne søgte med deres mange børn pga. industrialiseringen ind til byen for at overleve, men disse “bærme”, og det hastigt voksende indbyggertal, medførte flere ulemper, herunder stinkende affald i gaderne, der fik de rigeste til at søge frisk luft uden for Århus. En koleraepidemi I 1853 satte også fut i tanken om frisk luft som et gode. Den første der i 1871 flyttede ud i sin sommerresidens var Rådmand Henrik Bering Liisbjerg, der også havde en lukrativ “nebengeschäft” som brændevinsproducent. Området umiddelbart op til hospitalet blev snart et område for de rigeste, der i perioden 1900-1920 opførte nærmest små slotte på det, der benævnes “Strandvænget”. De mindre rige måtte flytte længere nordpå i Fedet, hvor der blev opført knap så prangende sommerhuse med udsigt over vandet. Dette kunne lade sig gøre på grund af grosserer Aage Berg, der i 1907 havde opkøbt et meget stort område og nu - formentlig for at få lidt selskab til sit ensomme landsted – frasolgte udstykkede lodder for “10 øre pr. Kvadratalen sandjord”, hvilket også efter datidens forhold var “ugens tilbud”. Der kom hurtigt naboer til, og som ringe i vandet spredte nybyggerinteressen sig blandt middelstandsfolk i byen, og efterhånden skød sommerhusbeboelserne op som som paddehætte. Anlæggelsen af en cykelsti fra byen og til området ved vandet neden for Psykiatrisk Hospital i 1893 og anlæggelsen af Nordre Strandvej i 1920-22 var også faktorer, der medvirkede til udflytningen. Indtil år 1900 var der ingen stikvej til vandet i vores område. Først på matrikelkortet fra 1900-24 ses en vej i en bredde af 5,50 m gående fra Nordre Strandvej til vandet. Der ses på dette tidspunkt udstykket 13 parceller på siden mod byen, mens der på den anden side ( i Prins Knuds Vejs protokol senere angivet som den nordligeside) kun var 2 udstykninger, 8 ai og 8 ba, mens resten var udlagt som det oprindelige lod 8 d. Af protokollen fremgår, at Prins Knuds Vej blev anlagt i 1910, men at den var ganske ufarbar, hvorfor vejudvalget oprindelig blev stiftet i november 1928 for at sætte skik på denne. Fra andre kilder kan det ses, at vejen oprindelig hed “Ihlersvej “efter en tidligere fisker, men I 1929 blev vejen omdøbt til “Prins Knuds Vej” på privat initiativ, efter indhentet tilladelse fra den daværende Kronprins. Der var 10 stemmer for, 4 imod og 2 ugyldige. Efter oplysning fra nuværende beboere på vejen, skulle Prins Knud personligt have været til stede ved indvielsen. Det fremgår ikke hvorledes fisker Ihlers, der var lodsejer på vejen, stemte!! I det hele taget var kvarteret på det tidspunkt vildtvoksende uden central styring af bebyggelser eller anlæg, og mange “gør det selv hytter” skød op med bliktag o.l.. Først i 1929 blev der lavet en lokalplan for området. I slutningen af 20érne foregik der en sand folkevandring om sommeren til Fedet til stor gene for de fastboende, hvilket mange indlæg i aviserne fra den tid afslører. Ved Vejlby Strand (Bellevue) talte man ligefrem om et “fluepapir”, og den private busrute fra Bispetorv til Rolighedsvej, der blev igangsat I 1921, blev hurtigt landets mest rentable rute. Fra 1938 kørte linje 6 på denne rute. I 1932 var der 18 lodsejere på Prins Knuds Vej, herunder en fabrikant, en bogholder, en tømrer, en pastor, en sagfører, en købmand, en fisker, en murer, en smed og en handelsmand. Der var så sandelig muligheder for naturalieudveksling. På Matrikelkortet 1934 - 39 ses nu, at der er udstykket 21 parceller på “nordsiden” og at der erkommet 4 nye til på “sydsiden” ligesom vejarealet omfatter matriklen på nordsiden helt nede ved vandet (“hyggegrunden”). Der var således ved at være “fuldt hus” på Prins Knuds Vej, og til det årlige møde på Åkrogens restaurent på Prins Knuds Fødselsdag d. 27.juli 1939 var således mødt 40 deltagere, der afsendte et festtelegram til Prinsen. Ib / 2011
